En russisk helikopter med 22 mennesker om bord - de fleste turister - er forsvundet på den russiske halvø Kamtjatka i den fjernøstlige del af Rusland.
Kommunikationen med helikopteren gik tabt lørdag klokken 06.15 dansk tid. 19 passagerer og tre besætningsmedlemmer var gået om bord.
Det oplyser Kamtjatkas guvernør, Vladimir Solodov, i en video på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet AFP.
Redningshold i helikoptere, der har ledt efter den forsvundne helikopter, har haft fokus på en floddal, som luftfartøjet efter planen skulle have fløjet langs med, oplyser myndigheder.
Helikopteren havde samlet passagerer op i et naturskønt område på halvøen, der er kendt for sine vilde landskaber og aktive vulkaner.
En kilde i beredskabet har sagt til det russiske nyhedsbureau Tass, at Mi-8-helikopteren forsvandt fra radaren, kort tid efter den var lettet. Besætningen meldte dog ikke om problemer.
Ulykker med fly og helikoptere er meget hyppige i Ruslands fjernøstlige region, som er tyndt befolket, og hvor der ofte er barskt vejr.
I august 2021 styrtede en Mi-8-helikopter med 16 personer om bord, herunder 13 turister, ned i en sø på Kamtjatka-halvøen på grund af dårlig sigtbarhed. Otte personer blev dræbt.
I juli samme år styrtede et fly med 22 passagerer og seks besætningsmedlemmer ombord på halvøen. De blev alle blev dræbt.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP