En helikopter i Norge leder fredag efter to danske mænd, som har været på vandretur i Skjeggedal i Odda, der ligger sydøst for Bergen.
Det skriver Bergensavisen. De to danske turister gik fra Skjeggedal tirsdag, og skulle have været tilbage igen torsdag. Men da de ikke vendte tilbage, blev deres pårørende bekymrede.
Sidste kontakt med mændene var torsdag morgen klokken ti via en mobiltelefon, oplyser det norske politi på Twitter.
Fredag har mandskab fra norsk Røde Kors ledt efter mændene, og fredag aften oplyser politiet, at en helikopter søger efter danskerne.
I eftersøgningen har politiet sporinger, som indikerer, at danskerne har været i et område ved en rute mellem Skjeggedal, Mosdalsbu, til Fremsstølen og videre til Odda.
/ritzau/