De forsvundne kajakroere i Østgrønland er blevet spottet af en helikopter.
Det oplyser vicepolitichef i Grønlands Politi, Morten Nielsen, skriver eb.dk.
Det er piloten på den redningshelikopter, der hele dagen har ledt efter kajak-turister, der fortæller, at han har set 15 kajakroere, og at de har det godt.
Kajakroerene, der er briter og tyskere, har været eftersøgt siden mandag, hvor vinde med orkanstyrke strøg ind over fjordsystemet Scoresby Sund.
Grønlands Kommando, en søsterorganisation til Søværnets Operative Kommando (SOK), har deltaget i eftersøgningen med skibet Ejner Mikkelsen.
Her lyder meldingen, at kajakroere og andre, der bevæger sig i tyndt beboede områder f.eks. på den grønlandske østkyst, bør medbringe en satellit-telefon, som myndighederne altid kan kontakte, hvis man har mistanke om, at noget er galt.
"Som redningscentral kunne vi godt ønske os, at folk, der færdes i øde egne, skal medbringe en form for satellit-kommunikation eller nødsender. Men det er ikke noget, som lovgivningen kræver," siger stabschef i Grønlands Kommando, Jan Bøgsted, til Newspaq.
Han formoder, at kajakroerne har haft satellit-udstyr med. Alligevel kunne redningsfolk ikke komme i kontakt med dem, fordi ingen har deres telefonnummer.
"Det kunne være rart, at det lokale politi er orienteret om, at der er nogen i området og har et nummer, hvis man har brug for at komme i kontakt med dem, men sådan er det desværre ikke," siger Jan Bøgsted.