Af Morten Runge | moru@avisen.dk
Hun har uden tvivl kæmpet energisk for at komme ind til sit kuld.
Men den svirrende og larmende helikopter var alligevel for meget for en falkemor fra Møns Klint. Den stolte forælder til fire sjældne falkeunger blev i syv timer holdt væk fra sin rede og havde dermed ikke mulighed for at give sit afkom føde.
Det kostede senere en af ungerne livet, da den døde af sult, oplyser Dansk Ornitologisk Forening.
Vil forbyde fly over fugle
Episoden får foreningen til at kræve flyveforbud over fredede fuglereservater.
»Som reglerne er i dag, er der i realiteten frit slag til at flyve, næsten som man vil omkring et område i stil med Møns Klint. Det har nu kostet en sjælden vandrefalk livet. Hvis de generelle regler havde forbudt flyvning lavere end 450 meter, ville falken næppe være omkommet,« siger Knud Flensted, der er biolog i DOF.
Helikopteren havde et filmhold om bord, der skulle lave optagelser til Geocenter Møns film Klinteskoven . Centeret beklager hændelsen.