Mens mange af os går rundt i nussede joggingbukser og en plettet t-shirt, mens vi er "fængslet" derhjemme, så går 52-årige Helena Christensen den stik modsatte vej i en serie af smukke og pikante billeder, som hun har lagt ud på sin profil på Instagram.
Her poserer hun i sin smagfulde boheme-lejlighed i New York, som danner rammen om de mange billeder. Lejligheden har hun haft i årevis og ligger i et trendy og kunstnerisk kvarter i metropolen. Den er fyldt med personlige ting, kunst og små og store loppemarkedsfund samt en bunke tøj og sko. Hun tagger billederne "Bohemian snapsody. New vintage pieces up online and more to come." Noget kunne tyde på, at den kreative kvinde har et nyt tøj-projekt på vej.
Helena Christensen har været i modelverdenen siden hun vandt titlen som Miss Universe Denmark tilbage i 1986, som var springbrættet til en stor og meget lang karriere som model i Paris, London, New York, Milano og mange andre steder.
Helena er singlepige – så vidt vides – for tiden. I 1999 fik hun sønnen Mingus Reedus med skuespilleren Norman Reedus. Udover sin lejlighed i Manhattan har hun også boliger i Danmark og Monaco.
>>> Brug pilene til at bladre i billedserien <<<