Filmdronningen og Oscar-vinderen Helen Mirren er i København for at uddele dette års Nordisk Råds Filmpris, hvor fem film har kæmpet om at vinde - en fra hver af de nordiske lande.
Og det danske bud er filmen Sandheden om Mænd, der er instrueret af Nikolaj Arce.
Men det er nu blevet afsløret, at prisen ikke tilfalder Danmark i år, men derimod den svenske film Svinalängorna, der løber med prisen og de 350.000 kroner, der følger med hæderen.
"Det har været svært at kåre en vinder. De skiller sig alle sammen ud, fordi de er så forskellige. Men valget er faldet på 'Beyond' (som 'Svinalängorna' hedder på engelsk, red), fordi den rørte alle jurymedlemmerne på en særlig måde,"siger Helen Mirren, der er æresformand for juryen, skriver Ekstra Bladet.
'Svinalängorna' er den første spillefilm, som den svenske skuespiller Pernilla August har instrueret. Hun deler prisen på 350.000 kroner med manuskriptforfatteren Lolita Ray og producerne Helena Danielsson og Rafs Karlsson.
Filmprisen blev uddelt for første gang i 2002, hvor Nordisk Råds fejrede sit 50 års jubilæum. Sidste år vandt den danske film 'Submarino' prisen, den er instrueret af Thomas Vinterberg.
Fra den 28. oktober til den 2. november er der Nordisk Filmfestival i Grand Teatret. Her kan man se de fem nominerede film og møde folkene bag dem.
Kilde: Ekstra Bladet