Torsdag stod det klart, at Ryanair alligevel ikke ville føre retssag mod SAS og 3F i sagen om forsinkelse af lavprisselskabets første afgang fra København i marts.Det har fået arbejderbevægelser verden over til at lykønske den danske fagbevægelse – også fra eksotiske lande, hvor Ryanair slet ikke flyver. Det fortæller DR Nyheder.
Således har Flyvebranchens Personaleunion (FPU), der hører under LO, modtaget hyldest fra både europæiske Ryanair-lande som Belgien, Frankrig og Norge og også lande som Mongoliet, Swaziland og Nigeria.
- Det er ret overvældende og overrasker mig faktisk, at den her sag har givet så stor genlyd. Men det fortæller jo noget om, at den attitude, Ryanair har over for sine medarbejdere og fagforeningerne, virkelig bliver opfattet som noget grænseoverskridende mange steder i verden, siger Thilde Waast, formand for FPU.
Ydmyge hilsner
DR fortæller, at den nationale koordinator for Transportarbejderforbundet i Swaziland, Sticks Nkambule, sender sine ”ydmyge hilsner til kammerat formand Thilde Waast.”
På Filippinerne lyder erklæringen fra sømændenes fagforbund, at de ”er ét med de danske fagforbunds lederes kamp for at forsvare rettighederne for alle arbejdere under fagbevægelsen”.
Thilde Waast fortæller desuden til DR, at fagforbund flere steder i Europa, undersøger om man kan som i Danmark kan finde måder at stå sammen mod Ryanair på.
Læs Avisen.dk's dækning af Ryanair-sagen her.