Sverige og Norge er på ingen måde gået fri af det voldsomme snevejr, der har skabt kaotiske tilstande flere steder i de mere vintervante nabolande. Det norske civilforsvar rykkede således ud i 15 patruljer på snescootere, der bragte benzin og mad til bilister, der havde været fanget i deres køretøjer i op mod 18 timer:
»Vi arbejder på højtryk,« fortæller Kjetil Faye Lund til NRK og understreger, at ingen af bilisterne er i livsfare, men at et ophold på næsten et døgn i en bil ikke er behageligt for nogen.
I Sverige blev den befærdede Uddavallabro åbnet igen kl. 14.45. Den blev lukket torsdag morgen, efter en lastbil mistede vejrgrebet og slingrede ud af kurs, indtil den ramte ind i beton-midterrabatten, beretter Göteborgs-Posten torsdag.
Både Norge og Sverige melder om adskillige trafikale problemer og forsinkelser på den kollektive trafik, der dog stadig er i drift.
Den svenske fjernsynskanal SVT oplyser, at mens det værste virker overstået i denne omgang, er der mere sne på vej, som ventes at ramme Sverige torsdag aften.