Førstepræmiepuljen i Lotto blev ikke vundet, men alligevel har årets første trækning formentlig vækket både jubelråb og sejrsdans i ét dansk hjem.
En heldig fynbo vandt nemlig førstepræmiepuljen i Joker og kan nu skyde 2024 i gang med titlen som mangemillionær.
Det står klart efter aftenens Lotto-trækning, hvor den heldige ramte plet på de syv helt rigtige tal i Joker, hvilket er et tillægsspil i Lotto, der kan tilkøbes for 10 kroner pr. kupon.
Vinderen spillede med via abonnement og kommer fra Odense. Den heldige fynbo kan nu se frem til, at der tikker 13.163.412 skattefrie kroner ind på kontoen.
Der var for anden uge i træk ingen vinder af førstepræmien i Lotto. Næste uges pulje stiger derfor til 14 millioner kroner.
To øvrige danskere kan også se frem til lidt ekstra at lune sig med i et kulderamt Danmark. Vanen tro blev der nemlig også udtrukket to nye millionærer ved ekstratrækningen 'Millionærchancen'.
De to heldige vindere af Millionærchancen lørdag aften er:
- En person som har købt sin kupon hos Oil!-Butikken i Esbjerg
- En heldig kunde fra Aarhus Kommune, som har spillet med via abonnement.