Østjyllands politi måtte flere gange rykke ud til Hornslet på Djursland, hvor en stenkaster gik omkring og kastede sten mod forskellige huse. Det fremgår af døgnrapporten, der har modtaget hele fire anmeldelser om stenkast.
Tirsdag kl. 07.23 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger på Åsen i Hornslet, der i nattens løb havde fået kastet en sten mod en rude. Den 60-årige kvinde havde kl. ca. 00.50 natten til tirsdag hørt et brag, men troede blot der var noget, der var faldet ned og sov derfor videre. Da hun stod op tirsdag morgen, kunne hun dog se, at nogen havde kastet en sten mod en rude, dog uden at stenen var gået helt igennem.
Det samme var sket for en 78-årig kvinde, der bor på Præstemarken i Hornslet. Hun kontaktede politiet kl. 00.57 natten til tirsdag, efter nogen havde kastet en stor sten gennem hendes køkkenvindue. Her havde der også været en patrulje på stedet for at fortage undersøgelser, men der var ikke umiddelbart nogen spor efter gerningsmanden.
Kl. 01.55 var der også blevet knust en rude i en kontorbygning på Toftevej i Hornslet – formentlig ved at der er blevet kastet en sten mod ruden. Heller ikke her var der umiddelbart spor efter gerningsmanden.
Mandag aften kl. 22.16 havde en beboer på Langager i Hornslet også oplevet, at nogen havde kastet en sten mod huset. Her havde stenen dog ramt få centimeter under et vindue, og det var derfor kun husmuren, der tog skade.
Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set nogle mistænkelige personer i de berørte områder på de oplyste tidspunkter. Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.