Når danskere i massevis i aften strømmer ud for at synge midsommersange og tænde bål, vil det de fleste steder i landet foregå i tørvejr.
Det skriver TV 2 Vejret, som alligevel advarer om, at torsdagen vil byde på lidt regnbyger til ud på aftenen. Der er derfor enkelte steder, hvor der kan blive nødvendigt at trække i en regnfrakke.
De fleste af os vil dog kunne lade paraplyen ligge derhjemme, men det er til gengæld en god idé at huske at tage en lun sweater med sig, hvis man vil ud.
Temperaturen sniger sig nemlig ikke op på mere end mellem 13 og 15 grader i løbet af aftenen.
Flammerne på sankthansbålene rundt om i det danske midsommer land vil nok brænde en anelse vandret, idet vinden ifølge TV 2 Vejret bliver en let til jævn vestlig og sydvestlig vind en af slagen. Nordjyder kan som de eneste se frem til en såkaldt frisk vind, der giver lodrette flammer.
Om sankthans-heksen bliver sendt godt af sted til Bloksbjerg afhænger således mest af alt af, om de ansvarlige for bålene rundt om i landet huskede at få dem dækkede af onsdag aften.
Her ramte et kæmpe regnskyl især det østlige Danmark. Hårdest gik det ud over Sjælland, som på få timer nåede op på 20 millimeter regn.
Kilde: TV 2 Vejret