Kvinder og børn bliver i en lang række lande beskyldt for at være hekse. De forfølges eller lægges på is af deres familier og omgivelser og i værste fald bliver de slået ihjel.
Ved en konference i går i Geneve mødtes eksperter på området inden for FN og private organisationer for at drøfte sagen.
"Det er ved at blive et internationalt problem. Det er en form for vold og forfølgelse, der spreder sig rundt om på Jorden", siger Jess Crisp fra FN's Flygtningehøjkommissariat.
Heksejagt foregår i lande lige fra Sydafrika til Indien, og repræsentanter fra Nepal og Papua Ny Guinea siger, at vold og mord på kvinder, der beskyldes for at være hekse, er almindeligt i både landdistrikter og i bysamfund, skriver eb.dk.
Gary Foxcroft fra den britiske organisation 'Stepping Stones-Nigeria' siger, at børn i mange lande lever hjemløse og på gaden, da de er smidt på porten af deres familier, som beskylder dem for at være hekse.
Nogle af dem bliver slået ihjel af deres egne forældre, der frygter, at myndighederne vil tvinge dem til at tage deres egne børn tilbage, hvis børnene identificeres på gaderne.
Ifølge FN's Flygtningehøjkommissariat findes der ikke tal på, hvor mange 'hekse' der myrdes. Men nogle FN-kilder siger, at det drejer sig om titusindvis.
Når det gælder tæv, forfølgelse og bortvisning fra deres almindelige omgivelser løbet tallet op i millioner.