I fredagens semifinale var det farvel til Heidi. Igennem hele X Factor har hun været en af favoritterne. Men nu er det Laura og Martin, der står på scenen tirsdag aften på Rådhuspladsen.
Og det er Heidi glad for.
- Da jeg vågnede lørdag, var jeg sådan lidt: Taber! Det rørte jo ved min forfængelighed og stolthed, og sådan er det jo med konkurrencer. Men min sjæl har det godt, og alt er lige, som det skal være. Jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal stå på scenen på Rådhuspladsen. Hvis jeg havde haft 14 dages pause, havde det været o.k., men lige nu er jeg bare lettet, fortæller Heidi, der efter semifinalen har nydt påskedagene med sin familie efter semifinalen.
Men nu glæder hun sig også til at komme i gang med sit album.
- Jeg kan slet ikke forstå alt det, jeg har fået ud af at være med i X Factor . Det har været så stort, og jeg er meget rørt. Der har ikke rigtig været tid til at fordøje alle indtrykkene, men det kommer nu. Og nu glæder jeg mig bare så meget til at komme i gang med alt det, jeg brænder for, lyder det fra Heidi, der ikke tør spå om, hvem der vinder finalen.
- Jeg har ikke rigtig haft nogen favorit. Jeg ønsker bare dem begge to alt det bedste.