Spritflaskerne klirrer på de danske krigsskibe. På tre år har soldater i Søværnet blandt andet drukket 5.500 liter spiritus og 107.000 øl på skibstogter. Det svarer til tre genstande per soldat – hver eneste dag på togt.
Nyhedsavisen har fået aktindsigt i de proviantbøger, som Søværnets skibe har udfyldt til Skat, når de er kommet hjem fra togter i 2003-2005. Og jenserne er tørstige ifølge bøgerne: 12 mand på fartøjerne ?SKA 15’ og ?16’ drak på tre dage til Lübeck i 2004 14,75 liter spiritus – hvilket er 22 genstande dagligt per mand.
Stram alkoholpolitik
Søværnet strammede i 2004 sin alkoholpolitik, så man ikke må drikke til søs og kun to øl per dag i havne.
Men Michell Jacobsen, der var kok på korvetten Triton i 2006, siger, at det ikke bliver overholdt i havn.
»Vi holdt abefester med otte kasser øl om dagen og kunne købe drinks på skibet for en tier. Vi drak igennem og fortsatte i byen, også selvom vi skulle sejle dagen efter,« siger han.
Søværnets Konstabelforening erkender, at man slækker på alkoholreglerne på de mindre skibe.
»Mange om bord er jo unge. Nogle kaptajner giver lov, selvom reglerne forbyder det,« siger næstformand Karl-Erik Andersen. Fulde marinesoldater er desuden endt i klammeri, viser en gennemgang af sager hos Forsvarets Auditørkorps. 11 er dømt på blot fem år. I et tilfælde satte en marineoverkonstabel en kniv for struben på en 16-årig skolepige. Andre sprængte en bombe i Rønne Havn i 2003.
Modsat konstablerne mener deres næstøverste chef, flotilleadmiral Palle Cortes fra Søværnet, at der ikke er et generelt alkoholproblem:
»Det er ikke dansk mentalitet. En del spiritus bliver også drukket af gæster ved receptioner på skibene.«
Dertil svarer kok Michell Jacobsen: »Receptionerne er små. Cheferne i København ved tydeligvis ikke, hvad der sker på skibene.«
Forsvarsminister Søren Gade (V) ønsker ikke at blive interviewet om søfolkenes alkoholforbrug, men svarer på skrift, at han forventer, at reglerne bliver overholdt.