På en bakkeskråning i det britiske Dorset finder man tegningen af en mand bevæbnet med en kølle og med erigeret lem. Frugtbarhedssymbolet blev hugget ud i den kalkrige klippe i det 17. århundrede, og hedninge valfarter fra nær og fjern til Cerne Abbas, som stedet hedder.
Men manden uden underbukser har fået selskab af en anden herre, der synes mere bekendt. Reklamefolkene bag den nye The Simpsons-film har malet en 55 meter høj Homer Simpson lige ved siden af. Homer er afbilledet i sine elskede underhylere, og det ser ud som om, han hilsner på sin frugtbare ven med en kæmpe donut i hånden.
- Det er meget respektløst og på ingen måde æstetisk. Jeg er overrasket over, at de fik lov til at gøre noget så latterligt, siger Ann Bryn-Evans fra hedningenes forening, Pagan Federation, til avisen Independent.
Reklamefolkene forsvarer sig med, at tegningen af Homer Simpson er malet med vandopløselig maling, og at en god byge hurtigt skal få fjernet alle spor af den donut-spisende familiefar. Ann Bryn-Evans har derfor taget sagen i egen hånd.
- Vi håbede ellers på tørt vejr, men jeg tror, jeg har skiftet mening. Vi vil lave noget regn-magi, så regnen kommer og vasker det væk, siger hun til Independent.