De kæmpe højspændingsmaster, der skærer gennem landskabet, skal væk, det er den klare udmelding fra klima- og energiminister Connie Hedegaard (K).
"Det er et stort fremskridt for både mennesker og natur, at vi nu tager fat på at fjerne en stor del af de højspændingsmaster, der i dag skæmmer landskabet," siger klima- og energiminister Connie Hedegaard ifølge DR Nyheder.
Fældningen af de store maset er del af en stort anlagt miljøplan. Og målene er klare: Inden 2020 skal masterne være væk fra de større byområder, mens de skal være fuldstændig forsvundet i 2030.
Et af de mennesker, der glæder sig over planen, er Tom Pedersen, som er nabo til en af de store master.
"Vi har mange gange tænkt, om vi skal flytte. Selv om de siger, at det ikke er farligt, men skulle det ske at børnene bliver syge, ville vi jo aldrig tilgive hinanden," siger Tom Pedersen
Planen er, at elkablerne i stedet skal graves ned.