Det siger miljøministeren i en ny bog - »Borgens dronninger« af Gunilla Roijer. På spørgsmålet om, hvorvidt hun fortsætter efter næste valg, svarer Connie Hedegaard, at det kommer an på, om hun synes, at hun kan gøre en tilstrækkelig forskel og synes, at hun kan flytte dagsordener. Det skriver Politiken.
Samtidig langer Connie Hedegaard i bogen ud efter finansminister Thor Pedersen (V). Hun siger, at Danmark har en finansminister, der »dybest set ikke mener, at der i Danmark er miljøproblemer.«
Via sin presserådgiver trækker Connie Hedegaard dog nu i land. Hun udtaler til Politiken, at interviewet i bogen skal læses i en sammenhæng og at finansministeren selvfølgelig anerkender, at der er miljøproblemer. Connie Hedegaard mener, at dagsordenen har flyttet sig siden interviewet.