Bendt Bendtsen får ubetinget opbakning fra partiets to kronprinsesser til formandsposten i Det Konservative Folkeparti, Connie Heedegaard og Lene Espersen. De afviser, at der er et formandsskifte på vej.- Denne debat er helt og aldeles uaktuel. Bendt Bendtsen har skabt ro i partiet, han har skabt fremgang og han har stået i spidsen for at gennemføre kernekonservative mærkesager som blandt andet skattelettelser, velfærdsreform og kommunalreform. Bendt Bendtsens position er ubestridt, hedder det i en fælles pressemeddelelse fra justitsminister Lene Espersen og miljøminister Connie Hedegaard.
De skriver videre:
- Vi takker da Konservativ Ungdom for tilliden, og vi håber også, at vi i de kommende år kan skabe mange gode konservative resultater, så vi også har tilliden i behold, hvis det en gang ad åre måtte blive aktuelt. Det er det absolut ikke nu. Der er kun en, der bestemmer, hvornår Bendt Bendtsen ikke længere er formand. Og det er Bendt Bendtsen selv. Og heldigvis er Bendt leder af det Konservative Folkeparti i mange år endnu. I øvrigt har vi ikke flere kommentarer.
I Berlingske Tidende giver blandt andre Allerøds konservative borgmester, Eva Nejstgaard, onsdag udtryk for, at tiden er løbet fra Bendt Bendtsen. Konservativ Ungdom vil på sit landsmøde lørdag stemme om, hvorvidt det er Lene Espersen eller Connie Hedegaard, der skal afløse Bendt Bendtsen.