Der er pæne karakterer til Danmark i EU-Kommissionens årlige anbefalinger til medlemslandene om, hvordan de skal håndtere deres økonomi og budgetter.
Men selv om Danmark ifølge den danske klimakommissær, Connie Hedegaard, er et af de lande, der får "en af de bedre karakterbøger", ser hun ikke helt belæg for de økonomiske vismænds anbefaling af, at regeringen lemper den økonomiske politik.
- Når man læser det igennem i sin helhed, er det bestået, det er pænt. Men der er ikke alverden at gøre godt med.
- Jeg ved godt, hvad de økonomiske vismænd var ude med i går. Og det kan være, at der er nye tiltag, der ikke er regnet ind fra kommissionen. Men det er ikke sådan, man siger, at nu kan I bare slappe af og lempe.
- Det betyder ikke, at der ikke er nogle ting, der skal tages fat på, siger Hedegaard.
/ritzau/