»Gå i arbejde imorgen eller HCS har ret til at fyre jer.«
Nogenlunde sådan lød den barske besked til de strejkende skraldemænd, da Arbejdsretten efter et møde mellem LO og DA, i går eftermiddags afgjorde sagen. Dermed fik renovationsfirmaet HCS frit lejde til at fritstille de 23 strejkende skraldemænd. Tillidsmand Jan Dion Christensen er chokeret over afgørelsen og Frank Nielsen fra skraldemændenes fagforening 3F frygter sympatistrejker og arbejdsnedlæggelser i hele Århus, hvis HCS fritstiller sine chauffører.
Chokeret over udfald
»At Arbejdsretten nu giver HCS lov til at fritstille de ansatte, sætter det jo sagen i et skræmmende perspektiv. Og jeg frygter at en fyring vil udløse en reaktion, som i værste fald vil kunne lukke hele byen med sympatistrejker,« siger Frank Nielsen, som står uforstående overfor sagens udvikling.
Skraldemændenes tillidsmand Jan Dion Christensen er rystet over sagens afgørelse i Arbejdsretten.»HCS sætter hårdt imod hårdt. Og jeg er chokeret over, at man kan behandle sine medarbejdere på den måde i dag. Vi havde håbet på, at firmaet ville trække advarslerne tilbage, så sagen kunne blive afsluttet på en fornuftig måde,« siger han og drøfter her til morgen sagen med skraldemændene.
HCS-direktør Steen Rügge har ikke ønsket at udtale sig til Nyhedsavisen.