Bare en uge efter, at Bjerringbro-Silkeborg slog naboerne fra HC Midtjylland i Boxer Herreligaen, har håneretten i det midtjyske igen skiftet hænder.
For lørdag var det HC Midtjylland, der var bedst og vandt lokalopgøret 31-24 efter klar føring på 18-11 ved pausen.
Bjerringbro-Silkeborg var denne gang handicappet af at måtte undvære Mathias Madsen og Nikolaj Ø. Nielsen, der afsonede karantæne i forbindelse med den såkaldte bødekassesag.
Men at give det skylden for nederlaget vil være at give alt for lidt kredit til hjemmeholdet, der spillede en rigtig god kamp.
Forsvaret stod bundsolidt, og så udnyttede midtjyderne et hakkende BSV-angrebsspil til en stribe kontraer, som hurtigt gjorde, at de trak fra.
Og selv om gæsternes træner, Peter Bredsdorff, forsøgte sig med flere timeouts og taktiske ændringer, så lykkedes det aldrig at komme tilbage i kampen.
De mange kontramål til HC Midtjylland gjorde venstrefløjen Kasper Kvist til topscorer i kampen med ni mål.
Hos Bjerringbro-Silkeborg var playmaker Sebastian Skube knap så dominerende som i det første møde mellem de to klubber.
I stedet fik afløseren for den skadede Kristian Kjelling, svenskeren Rickard Lönn, givet prøver på sin springkraft og skudstyrke, som resulterede i seks mål.
I ligaens øvrige lørdagskampe blev Odder sendt hjem af Mors-Thy med en 31-16-lussing.
Så var det straks mere jævnbyrdigt, da Århus Håndbold besejrede Lemvig-Thyborøn 30-29. Matias Damgaard havde få sekunder før tid muligheden for at udligne for vestjyderne, men det kiksede.
Endelig vandt GOG 32-27 over Skanderborg Håndbold efter 15-14-føring ved pausen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.