Tv-serien “House of the Dragon” havde søndag premiere på HBO Max, og et døgn senere havde serien slået alle rekorder.
Den længe ventede efterfølger til hitserien “Game of Thrones” var da blevet set af 9,99 millioner seere - og det gør åbningsafsnittet til den mest sete premiere i HBO’s historie.
Til sammenligning blev det første afsnit af “Game of Thrones” set af 4,2 millioner i 2011.
Handlingen i “House of The Dragon” udspiller sig cirka 200 år før “Game of Thrones” og omdrejningspunktet er Targaryen-slægtens storhed og fald. Og HBO er naturligvis begejstrede over den store seertilslutning.
- Det var fantastisk at se millioner af "Game of Thrones"-fans vende tilbage med os til Westeros i går aftes. "House of the Dragon" har et fantastisk og dygtigt cast og crew, der lægger deres hjerte og sjæl i produktionen. Vi er ekstatiske over seernes positive respons, siger Casey Blows, der er indholdschef hos HBO.
Mens brugerne på filmdatabasen IMDB indtil videre har bedømt serien med en karakter på 9 ud af 10 stjerner er anmelderne i både Danmark og resten af verden lidt mere delte i deres syn på spinoff-serien, som dog generelt får karakterer over middel.