Den har været længe undervejs, men nu er godkendelsen i hus.
Energistyrelsen har givet tilladelse til, at en havvindpark bestående af 11 vindmøller kan blive opført i Lillebælt ud for Als og Helnæs på Fyn.
De 11 vindmøller får en højde på 256 meter og vil få en samlet kapacitet på 165 megawatt, når den engang bliver taget i brug i 2029.
Det er Sønderborg Kommunes forsyningsselskab, Sonfor, og European Energy, der står bag projektet.
- Vi er meget glade for endelig at have modtaget byggetilladelsen til denne vigtige havvindmøllepark.
- Det er en milepæl for European Energy og positionerer os som en førende udvikler af havvind i Danmark, siger Knud Erik Andersen, der er administrerende direktør i European Energy.
I Sonfor ser man frem til, at man efter at have søgt om tilladelse til opførelsen i august 2016, nu har udsigt til at få mere grøn strøm i stikkontakterne.
- Med etableringstilladelsen i hånden kan vi fejre resultatet af 14 års hårdt arbejde, samarbejde og dialog med lokalsamfundet, siger Ellen Trane Nørby, der er bestyrelsesformand i Sonfor.
Der er en række betingelser knyttet til tilladelsen, som tager hensyn til de flagermus og marsvin, der bor i det knap 23 kvadratkilometer store område.
Det betyder blandt andet, at vindmøllerne efter solnedgang i sommerhalvåret skal rotere langsommere eller helt stoppe med at dreje rundt.
Samtidig skal bygherrerne sørge for at overvåge, hvordan havvindmøllerne påvirker havmiljøet, herunder marsvinene.
/ritzau/