Spis havregryn. Jo mere desto bedre.
I årevis har ernæringseksperter gentaget rådet om, at vi skal spise mere havregryn. Men nu hævder en ny bog, at der er en kræftrisiko forbundet med havregrynene. Det skriver Børsen.
Medforfatter til bogen er fødevareforsker Ane Bodil Søgaard, der i en årrække har været forsker på det daværende Landbohøjskolen og desuden sidder som rådgiver for fødevareministeren i Det rådgivende fødevareudvalg.
- Som fødevareforsker har det overrasket mig utroligt meget, at der tilsyneladende er en helt overset kræftrisiko ved at spise havregryn, siger Ane Bodil Søgaard til Børsen.
Hun henviser til, at det er industriens fremstillingsmetoder, der skaber kræftrisikoen ved havregryn. Den er især gal med Ota Solgryn, hvor grynene er ristet på en speciel måde, mener hun.
- Det er bekymrende, at der stilles så alvorligt et spørgsmålstegn ved en basisfødevare, som vi betragter som sund, siger forskningschef Jens-Jørgen Larsen fra afdeling for toksikologi og risikovurdering under Fødevareinstituttet, DTU.