Vi bruger langt flere penge på vores haver og andre udendørsarealer end tidligere. Mens det før var samtalekøkkener og luksusbadeværelser, der var i fokus, når de private omgivelser skulle piftes op, er det nu havens tur, og det er ikke ualmindeligt, at vi luger godt og grundigt ud i pengepungen, når de grønne omgivelser skal have et løft.
»Hvis vi snakker Hr. og Fru hansen, er det ikke ualmindeligt, at man bruger op til en million kroner på at få lavet en have,« fortæller Stephan Falsner, der direktør i brancheorganisationen Danske Anlægsgartnere.
Anlægsgartnerne har oplevet et enormt boom i branchen de seneste par år med nye anlægsgartnerfirmaer, der spirer op hele tiden, samtidig med at der er så meget tryk på allerede nu, at det vil være svært at bestille anlægsgartner til at få lavet noget på denne side af sommerferien.
»En af de ting, vi oplever, er, at folk vælger dyre materialer,« siger Stephan Falsner.
Hvor man før brugte betonfliser, er man nu gået over til granit, og også ved indkøb af træer og planter er vi i stigende grad villige til at punge ud.
»Folk køber halvstore træer, og mens nye bøgehække før var spredte, forkølede pinde, så sælges der i dag flere centimeter tykke, halvfærdige træer med blade,« fortæller Stephan Falsner.
Den slags koster mere, da det tager længere tid at dyrke, men det skræmmer ikke havefolket.
Den stigende interesse for haven kan trendforsker Anja Falk Gaede nikke genkendende til.
»Det handler om den enorme forbrugsfest, vi har oplevet. Nu er vi ved at være færdige med det indendøre og er derfor rykket udenfor,« forklarer hun.
Vil gøre indtryk
Hun understreger, at interessen for haven i bund og grund handler om, at vi gerne vil gøre et godt indtryk på vores omgivelser.
»Man vil gerne virke, som om man har overskud og har styr på det. Bilen, huset og haven udgør en færdig pakke, og hvis man ikke når omkring det hele, så er pakken ikke fuldendt,« siger Anja Falk Gade.
Samtidig påpeger hun, at det at gå i haven er en social aktivitet, som gør, at familien kan få noget kvalitetstid sammen, samtidig med at man gør haven flottere.