Grillfolket lever livet farligt. For de varme grillkul spreder ikke kun ren sommerhygge. Grillen øger også risikoen for kræft blandt dem, der spiser maden fra dens rist, skriver Jyllands-Posten.
Jo mere du griller, des større er risikoen. Spiser man grillet kød hver dag, har man op mod 10 gange så høj risiko for at få kræft, som folk der ikke griller.
- Hvis du griller tit, vil du få et øget indtag af farlige tjærestoffer, selv om du gør dig alle mulige anstrengelser for at grille korrekt. Jo oftere du griller, jo flere tjærestoffer får du ind i kroppen, siger konsulent i toksikologi og risikovurdering ved Førdevareinstituttet under Danmarks Tekniske Universitet (DTU) til Jyllands-Posten.
Ud over tjærestofferne fra grillen, er det ofte olien og marinaden fra grill-kødet, der er synderen. Når fedtet fra bøfferne drypper ned på kullene, vender det tilbage som farlige stoffer og sætter sig på kødet. Derfor er det en god idé at skrabe det sorte af sin grillmad, før man sætter gaflen i den.
At grillmad ofte er fed mad øger yderligere risikoen for kræft.