Efter mere end tre års pause gik den tidligere britiske bokseverdensmester Ricky Hatton i ringen igen lørdag aften.
Men comebacket blev kort, for efter at være blevet knockoutet af ukraineren Vyatcheslav Senchenko i niende omgang, sagde Hatton stop.
Den 34-årige weltervægter gav på det efterfølgende pressemøde udtryk for, at han ikke har planer om at fortsætte med boksningen.
- Jeg havde brug for én kamp mere for at se, om jeg stadig havde det, der skulle til. Det har jeg ikke, sagde Hatton.
Siden han tilbage i maj 2009 stoppede med at bokse efter et nederlag til filippineren Manny Pacquiao, har hans liv været noget kaotisk.
Hatton røg i hullet og kastede sig over alkohol og stoffer i et voldsomt omfang, der blandt andet førte ham på selvmordets rand.
Men trods nederlaget føler briten sig afklaret og godt tilpas.
- Jeg er en glad mand. Jeg har ingen lyst til at stikke en kniv i håndleddet på mig selv. Jeg har fået de svar, jeg havde brug for, sagde Hatton.
/ritzau/