Mens kampene mellem islamiske militser og etiopiske styrker fortsætter i Somalia, samles FN’s Sikkerhedsråd tirsdag aften til et hastemøde om konflikten, der de seneste dage formentlig har kostet over 1.000 mennesker livet.
Sikkerhedsrådets 15 medlemmer skal samles i New York klokken 21 dansk tid, oplyser en talsmand ifølge Reuters.
Etiopien støtter Somalias svage regering mod De Islamiske Domstole, der har overtaget magten i størstedelen af landet. Det er uvist, hvad FN kan eller vil gøre for at stoppe konflikten. I første omgang vil Sikkerhedsrådet blive briefet af generalsekretær Kofi Annans særlige Somalia-udsending, Francois Lonseny Fall.
Hastemødet blev indkaldt, efter Etiopiens premierminister, Meles Zenawi, tirsdag sagde, at hans styrker har dræbt over 1000 somaliske soldater og »knækket ryggen« på De Islamiske Domstoles styrke ved regeringsbyen Baidoa.