I dag koster det 500 kroner at blive snuppet med et par gram hash i lommen. Hvis justitsminister Lene Espersen (K) får held til at gennemføre et nyt lovforslag, ryger prisen i vejret til 2000 kroner.
Justitsministeriet har onsdag sendt et lovforslag i høring, der vil hæve bødestørrelsen i narkosager markant, og dermed gøre besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug til en betydelig mere bekostelig affære, end tilfældet er i dag.
Bødeskærpelsen har ikke til hensigt at ramme svært stofafhængige, fremgår det af en pressemeddelelse udsendt af ministeriet. Hensigten er at komme unges brug af ulovlige stoffer til livs.
Således skal det koste 3000 kroner - i stedet for de nuværende 800, at blive taget på et diskotek med et halvt gram kokain eller to ecstasypiller.
Lovforslaget lægger op til, at narkomaner kan nøjes med en advarsel i gentagne tilfælde. Dette er en lempelse i forhold til den nuværende praksis, hvor advarsler kun må bruges i førstegangstilfælde.
Mængder og foreslåede bødestørrelser i det nye lovforslag kan ses på justitsministeriets hjemmeside.