Prins Harry sender nu en rørende besked til alle de børn, der har mistet en forælder under coronapandemien.
Der sker i et forord til en ny bog, som i anledning af årsdagen for den første britiske lockdown sendes ud til de efterladte børn.
Bogen “Hospital by the Hill” handler om en ung person, hvis mor dør i frontlinjen på et hospital under coronakrisen, og i forordet skriver Prins Harry om sit eget tab, da han i 1997 mistede sin mor Prinsesse Diana.
- Hvis du læser denne bog, er det fordi, du har mistet din forælder eller en af dine kære, og selv om jeg ville ønske, at jeg kunne kramme dig lige nu, håber jeg, at denne historie kan give dig trøst i at vide, at du ikke er alene, skriver Prins Harry.
- 'Da jeg var en ung dreng, mistede jeg min mor. På det tidspunkt ville jeg ikke tro det eller acceptere det, og det efterlod et stort hul inde i mig. Jeg ved, hvordan du har det, og jeg vil forsikre dig om, at hullet over tid vil blive fyldt med så meget kærlighed og støtte, lyder det i forordet.
Prinsesse Diana med Harry i 1988. (Foto: Ritzau Scanpix)
Harry var selv 12 år, da hans mor i 1997 omkom i bilulykken i Paris efter at være blevet jagtet af paparazzier.
I det meget omtalte interview med Oprah Winfrey tidligere på måneden kom Harry selv ind på moderens død, da han sagde, at han var bange for at “historien ville gentage sig selv”.
I forordet til den nye bog skriver han videre, at selv om man kan føle sig alene, trist og vred, så vil disse følelser forsvinde:
- Denne følelse vil passere. Og jeg lover dig, at du vil føle dig bedre og stærkere, når du er klar til at tale om, hvordan det får dig til at føle.