I rollen som Harry Potter har Daniel Radcliffe begejstret millioner af fans verden over, men selv er han ikke særligt tilfreds med sin egen præstation som den unge troldmandslærling. Det fortæller han til det amerikanske tidsskrift Entertainment Weekly.
Det er udfoldelserne i den seneste - og sjette - film i Harry Potter-serien, der skaber panderynker hos hovedrolleindehaveren.
"Jeg var ikke særligt begejstret over min præstation i Harry Potter og Halvblodsprinsen. Jeg synes, den var temmelig ensartet og at der ikke var nok variation i mit skuespil," fortæller Radcliffe til tidsskriftet.
Trods stjernens utilfredshed tog fansene af det magiske univers godt imod filmen om Halvblodsprinsen. Filmen indtjente over 5,5 milliarder kroner og blev dermed den tredjemest indbringende af seriens film.
I den syvende film, der splittes i to dele, har troldmandsstjernen gjort sig særligt umage for at kunne se tilbage på sin egen præstation med stolthed.
"Jeg har arbejdet meget hårdt, så jeg kan være sikker på, at hvis jeg ikke er tilfreds med den syvende film, så er det i hvert fald ikke fordi, jeg ikke har givet den alt, hvad jeg havde," fortæller den tryllestavssvingende skuespiller.
Den 19. november kan man som biografgænger selv bedømme, om den unges stjernes skuespil virkelig er blevet bedre, når der er premiere på Harry Potter og Dødsregalierne, der er første del af finalen i sagaen om den verdenskendte troldmands liv.