Den dårlige nyhed er, at Emma Watson ikke må sætte sig bag rattet i sin bil de næste seks måneder. Den gode er, at hun formentlig fint har råd til at tage en taxa – eller hyre en chauffør.
Emma Watson, der blev verdenskendt i rollen som Hermione Granger i Harry Potter-filmene, studerer nu om dage i Oxford. Og der var her, fælden klappede 31. juli sidste år.
Den 35-årige skuespiller kom kørende i en blå Audi, da politiet målte hende til at køre 13 km hurtigere end de 50 km/t, der var tilladt. Og da hun i forvejen havde klip i kørekortet, får det nu konsekvenser, skriver BBC.
Onsdag blev sagen behandlet på et kort retsmøde, og her var dommen klar: Førerretten frakendt i et halvt år samt en bøde på lige knap 9.000 kroner.
Emma Watson var ikke selv til stede i retten, men hendes advokat erklærede, at hans klient er i stand til at betale bøden.
Hun medvirkede i alle otte Harry Potter-film og har også siden haft flere roller – den seneste i 2019. Siden 2023 har hun studeret skrivekunst på universitetet i Oxford.