'Harry Potter og halvblodsprinsen' er den sjette film i rækken og har allerede indtjent 58,18 millioner dollar i USA og 45,85 millioner dollar fra resten af verden siden onsdag, hvor filmen fik premiere i de fleste lande. Det skriver Reuters.
Amerikanerne kunne allerede se fortsættelsen den 8. juli, mens den danske premiere finder sted i dag.
Inklusive midnatsforestillingerne har premieren det næststørste billetsalg på en onsdag. Filmen bliver kun slået af pinden pga. 'Transformers: Revenge of the Fallen', der med sin premiereonsdag sidste måned indtjente 62 millioner dollar alene i USA.
"Ganske simpelt skyldes æren af denne banebrydende åbningsuge de fantastiske fans, der har bakket op og har stået i kø for at blive de første til at se Harry Potter og halvblodsprinsen," sagde formanden for Warner Bros Alan Horn.