Det lader til, at alt, Harry og Meghan rører ved, bliver til guld. Tidligere i år indgik de en aftale med Netflix, der indbringer dem op mod 750 millioner kroner. Og nu har det indgået en aftale med Spotify, der sender indtægten op på en milliard kroner.
Parret har netop stiftet firmaet Archewell Audio, som skal producere en serie podcasts, som allerede er afsat til Spotify. Musikstreaminggiganten har haft den store pengepung oppe for at sikre sig rettighederne – 30 millioner pund, det svarer til næsten en kvart milliard danske kroner. Aftalen gælder for flere år og er en af de største, der nogensinde er indgået.
- At fortælle og lytte til opløftende og underholdende historier har været vigtigt i mange menneskers liv det forgangne år, siger parret i en pressemeddelelse.
En af de første gæster i serien bliver Michelle Obama, der er nær veninde til Meghan. Og det er netop Meghan, der har været den styrende kraft bag det nye forretningseventyr.
– Hun er fantastisk i mødet med topchefer, og hun har en klar vision for, hvad hun og Harry har at tilbyde. Spotifys forretningsplan er at få tilknyttet verdens mest omtalte berømtheder, og her passer Harry og Meghan perfekt, siger en kilde til den engelske avis, Daily Mirror.
Ifølge Spotify er Harry og Meghan værter på en julespecial, der udkommer inden for de nærmeste dage.
Spotify offentligjorde tidligere på året, at de vil bruge mere end halvanden milliard kroner på at lave eksklusive aftaler med sværvægtere fra underholdningsindustrien – heriblandt Kim Kardashian.
Spotify har omkring 320 millioner abonnenter på globalt plan.