Lidt før klokken 11 blev der skrevet historie i London. Her ankom prins Harry til High Court for at vidne i en retssag. Sidste gang, en kongelig gjorde det, var i 1891.
Harry er en del af et større søgsmål mod Mirror Group Newspapers, der blandt andet udgiver The Daily Mirror, Sunday Mirror og Sunday People. Sagsøgerne anklager medierne for at have hacket og aflyttet private beskeder på kendte menneskers telefonsvarere.
I prins Harrys tilfælde drejer søgsmålet sig om over 150 artikler, der er publiceret mellem 1995 og 2011. Kendisser som Hugh Grant, Elton John og Elizabeth Hurley er også med i søgsmålet.
Ifølge Reuters skal prins Harry forberede sig på en lang dag i retten – han skal ifølge nyhedsbureauet svare på spørgsmål i flere timer.