Arkæolog, actionhelt, okkultekspert, piskesvinger.
Den amerikanske skuespiller Harrison Ford har fået mange kælenavne i forbindeles med sin optræden som Indiana Jones. Men nu truer endnu et navn med at føje sig til listen, og det er knapt så attraktivt: nemlig birolle.
Harrison Ford spås nemlig at tabe kampen om den næste hovedrolle til en eventuel Indiana Jones 5 til skuespilleren Shia LaBeouf.
Unge LaBeouf spiller også med i den nyeste og fjerde Indy-film, som bliver vist under Cannes-festivallen i disse dage, Indiana Jones and The Kingdom of The Crystal Skull. Og han gør det så godt, at produceren bag Indy-filmene, George Lucas, overvejer at forfremme ham næste gang.
- Jeg har ikke sagt det til Steven [Spielberg] eller Harrison endnu. Men jeg har en idé om at give Shia hovedrollen næste gang og så lade Harrison komme tilbage ligesom Sean Connery gjorde det, siger George Lucas til Fox News.
Lucas hentyder til Connerys rolle som Dr. Jones, Indys far i filmen Indian Jones and The Last Crusade.
80 år gammel Indy
LaBoeuf selv forholdt sig i Cannes smilende til forslaget.
- Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at Harrison gerne ville spille Indy, selv når han er 80. Giver det mening med en 80 år gammel Indiana Jones? Ingen kan vide det, sagde LaBoeuf.
Indy 4 har premiere herhjemme på torsdag.