Den demokratiske præsidentkandidat, Kamala Harris, vil sandsynligvis navngive sin vicepræsidentkandidat inden tirsdag, hvor de begge skal deltage i deres første fælles vælgermøde i delstaten Philadelphia.
Hen over weekenden har Kamala Harris afholdt møder med sine topkandidater i sin residens i Washington D.C. Det fortæller to kilder med kendskab til processen til Reuters.
Afslutningsvis mødte Harris tre topkandidater - Minnesotas guvernør, Tim Walz, senator fra Arizona Mark Kelly og Pennsylvanias guvernør, Josh Shapiro.
Derudover fortæller kilderne, at Harris talte i telefon i 90 minutter med transportminister Pete Buttigieg og derudover afholdt møder online.
Kentuckys guvernør, Andy Beshear, og Illinois' guvernør, J.B. Pritzker, er to yderligere mulige kandidater ifølge de to kilder
Efter vælgermødet tirsdag vil Harris og den nye vicepræsidentkandidat rejse gennem flere svingstater, der forventes at være afgørende for valgets udfald. De skal besøge syv byer på fem dage.
Holdet bag Harris' valgkampagne planlægger desuden at navngive kandidaten i et opslag på sociale medier, hvor de begge skal optræde.
Harris' kandidater er alle hvide mænd, der tidligere har fået mange stemmer blandt hvide vælgere, uafhængige vælgere og vælgere, der bor i landlige områder.
Ifølge kilderne vil kandidaterne få svar mandag aften eller tirsdag morgen lokal tid.
Indtil da vil Harris diskutere sin beslutning med rådgivning fra sin mand, sin svoger og en udvalgt kreds af rådgivere.
Reuters kalder Harris' udvælgelse af vicepræsident for en af hendes karrieres vigtigste beslutninger.
Vicepræsidenten er en vigtig brik i Kamala Harris' præsidentkampagne inden valget den 5. november, hvor hun udfordrer den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters