Som det ser ud nu, står Kamala Harris til at slå Donald Trump med to procentpoint i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg.
Det viser en meningsmåling, som er udarbejdet af nyhedsbureauet Reuters og analyseinstituttet Ipsos.
1241 amerikanere har deltaget i undersøgelsen. 1081 af dem er registrerede vælgere.
Resultatet af undersøgelsen viser, at 44 procent bakker op om Harris som USA's næste præsident, mens 42 procent holder med Trump.
Der er dermed tale om en meget snæver føring, og Reuters skriver desuden, at målingen har en statistisk usikkerhed på tre procentpoint.
Ifølge Reuters mener 56 procent af de registrerede vælgere, at 59-årige Harris er "mentalt skarp og i stand til at håndtere udfordringer". 49 procent af dem mener det samme om Trump, som er 78 år.
Imens mener 22 procent, at USA's nuværende præsident, 81-årige Joe Biden, er "mentalt skarp og i stand til at håndtere udfordringer".
Biden trak sig i weekenden fra valgkampen efter stigende pres fra en lang række partifæller, som mente, at han ikke længere kunne overkomme præsidentposten.
USA's unikke valgsystem betyder, at det ikke nødvendigvis er den præsidentkandidat, der får flest vælgerstemmer, som bliver præsident.
Det er den kandidat, der får flest stemmer i valgmandskollegiet, som vinder valgkampen.
I USA er der 538 valgmænd fordelt på de 50 delstater og Washington D.C. Der skal mindst 270 valgmandsstemmer til at blive præsident.
15. juli blev Trump officielt udpeget som Republikanernes præsidentkandidat.
Harris er endnu ikke blevet officielt udnævnt som Demokraternes kandidat.
Ifølge unavngivne kilder fra hendes kampagnestab har hun opnået opbakning fra nok delegerede til at blive partiets præsidentkandidat. Det skriver Reuters.
Det amerikanske præsidentvalg finder sted 5. november.
/ritzau/