Det danske landshold er klar til ottendedelsfinalerne ved VM i Rusland efter en nullert uden de store målchancer mod Frankrig.
Landstræner Åge Hareide betegner 0-0-kampen som en triumf i organisation og disciplin. Hans plan var på intet tidspunkt, at Danmark skulle satse noget som helst for at få sejren.
- Vi behøvede bare et point, så det ville være tæt på idioti at presse højere og åbne rum bagude til Frankrig.
- Vi spillede egentlig på resultatet. Vi spillede for at få 0-0, og det er jeg meget tilfreds med, siger Hareide.
- Frankrig er enormt stærke, når de kommer i omstillinger. De har fart og præcision. Så vi skulle holde os kompakte, forklarer landstræneren.
Frankrig var på forhånd garanteret en plads i ottendedelsfinalerne, mens Danmark blot skulle bruge et enkelt point.
Det viste sig dog, at selv et nederlag havde sendt Danmark videre, da Peru slog Australien i gruppens anden kamp.
- Vi havde i første omgang et mål om at komme til VM, og det næste var at komme videre fra puljen.
- Det var en hård pulje, og måske hårdere end mange troede - faktisk en af de hårdeste, hvis man ser på verdensranglisten, siger landstræneren.
- Det er stort for mig at komme videre. Det rangerer meget højt hos mig. Det er fantastisk, at vi nu får en kamp mere til at teste os selv af i og udvikle os videre, siger Hareide.
Det er formentlig Kroatien, der venter i søndagens ottendedelsfinale. Det bliver afgjort senere tirsdag aften.
- Kroatien er et meget godt hold - gode spillere. Jeg så dem i begyndelsen af turneringen, og de så stærke ud.
- Men nu går vi over i et cup-system og alt står på spil i en kamp. Så man skal være smart.
- Vi får igen brug for god organisation og individuelle præstationer. Og så må vi se, om vi skal presse hårdere på, end vi gjorde mod Frankrig, siger Hareide.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.