Mens det meste af verden er i fuld gang med at vaccinere befolkningen, forskes der stadig på livet løs for at finde et middel, der kan kurere corona – når man er blevet smittet.
Og det kunne se ud som om, der er et gennembrud på vej. I hvert fald viser indledende forsøg med ny medicin særdeles lovende resultater – 30 ud af 30 patienter, der var blevet smittet med corona blev helbredt fuldstændig med den nye medicin.
Det er tale om kliniske forsøg med medikamentet, EXO-CD24, der er udviklet i Israel.
– Indtil nu har vi testet på 30 hårdt ramte patienter. Af dem hjalp medicinen 29 efter et par dage, og de fleste blev udskrevet efter tre til fem dage. Den sidste blev også helbredt, men det tog længere tid, lyder det fra Tel Aviv Sourasky Medical Center ifølge mediet Israel21c.
Medicinen skal inhaleres en gang om dagen i fem minutter, det skal gentages hver dag i fem dage.
– Selv, hvis vaccinerne bliver rullet ud og gør deres job, og selv hvis der ikke opstår flere mutationer, så vil coronavirus på den ene eller anden måde blive blandt os. Det er derfor, vi har udviklet denne specielle medicin, fortæller en af de ledende forskere, professor Arber.
De israelske forskere regner nu med at udvide forsøgene med medicinen, der oprindelig blev udviklet til brug i kamp mod kræft i æggestokkene.
Israel er for øvrigt et af de lande, der er allerlængst i udrulningen af vaccinen. Efter planen er alle israelere færdigvaccineret med udgangen af maj.