Siden fredag har der igen været fuld tryk på coronapas-appen. Det er sket efter Folketingets Epidemiudvalg tidligere på ugen sagde god for, at covid-19 igen er en samfundskritisk sygdom.
Coronapasset vil således være påkrævet flere steder i samfundet og i hvert fald i mindst fire uger.
Et coronapas dokumenterer følgende:
- Om man er vaccineret.
- Om man er tidligere smittet (seks måneders gyldighed).
- Om man er testet negativ indenfor de seneste 72 timer (kviktest) eller 96 timer (PCR-test).
Vær opmærksom på, at har man ikke brugt appen i mere end 30 dage, skal man logge på igen.
Desuden vil appen også kræve en opdatering, som hentes via Google Play Store og Apple App Store.
Det anbefales samtidig, at man i god tid inden brug af appen - og dermed forventet fremvisning af gyldigt coronapas - tjekker sin coronapasapp om den fungerer.
Se her, hvilke steder coronapasset skal fremvises:
- Indendørs restauranter og caféer. Takeaway-steder og indendørs servering på sociale tilbud er undtaget.
- Nattelivet, herunder partybusser med alkoholservering, natklubber og diskoteker.
- Kultur og forlystelser. Er der over 200 deltagere, skal der vises coronapas ved for eksempel koncerter, teater, biografer og museer.
- Er der over 2000 deltagere udendørs, skal der vises coronapas. Det gælder for eksempel landskamp i Parken og forlystelsesparker.
- Kirkelige handlinger som for eksempel begravelser, barnedåb og gudstjenester, hvis der er over 200 deltagere.
- Aftenskoler, daghøjskoler og Folkeuniversitetet, hvis der er over 200 deltagere. Det samme gælder konferencer.
- Der er desuden krav om coronapas for besøgende på sociale tilbud, på sygehuse, i fængsler og arresthuse. Det gælder dog ikke for eksempelvis nære pårørende.
Har du ikke coronapasset installeret på din smartphone, så kan du downloade appen gratis i Apples App Store og Google Play Store.