Mandag blev der begået ikke færre end 11 af tilfælde af bedrageri mod ældre mennesker i Nordjylland. I håbet om at offentligheden kan hjælpe med at identificere personen har Nordjyllands Politi nu offentliggjort billeder af den mistænkte bedrager.
Nordjyllands Politi har i løbet af de seneste dage modtaget 11 anmeldelser om såkaldte “bankbudsager”. Der er tale om en form for kontaktsvindel, som er kendetegnet ved at ældre borgere modtager en telefonisk henvendelse, hvor de bliver fortalt at der er uregelmæssigheder på deres konto.
Herefter bliver borgeren opsøgt på bopælen, hvor de bliver bedt om at udlevere hævekort og eventuelt også andre værdier, såsom smykker.
Alle de 11 tilfælde fandt sted mandag den 14. oktober fra frokost til midt på eftermiddagen. Et par episoder foregik i Hjallerup, mens de resterende var i Støvring/Skørping/Hobro.
I de fleste tilfælde lykkedes det gerningsmændene at overtale de ældre borgere til at udlevere hævekort. De pågældende kort blev så ganske kort tid efter anvendt i hævekortautomater. Det er herfra, at politiet foreløbigt har sikret overvågningsfotos af en ung mand, som nu bliver offentliggjort.
(Foto: Politifoto)
Den mistænkte beskrives som:
- mand
- 20-30 år
- høj og slank af bygning
- Muligvis skægstubbe
- Iført kasket med camouflagemønster, grønlig hættetrøje med hvide snore og lyse bukser.
Politiet opfordrer til, at man ringer 114, hvis man har oplysninger i sagen.