Politiet leder med lys og lygte efter 59-årige Claus Frandsen, der forsvandt i Skagen i lørdags.
Tømrermesteren er ikke set siden lørdag omkring klokken 23.30, hvor han var til generalforsamling og fest på restaurant Pakhuset på Skagen Havn.
"Vi frygter, at der er sket en ulykke, der er ikke noget som helst, der tyder på andet. Han betegnes af kollegaerne som en glad, veltilfreds, hyggelig og omgængelig mand," siger vicepolitikommissær, Kurt Kristensen, fra Nordjyllands Politi til Newspaq.
Claus Frandsens kone var på weekendbesøg i Sjælland hele weekenden, så derfor blev han først meldt savnet af kollegaerne i går, da han ikke dukkede op på arbejdet.
Politiet har haft dykkere i vandet omkring havnen hele dagen i går uden noget resultat. Flere privatpersoner har fortsat eftersøgningen omkring havnen i dag - uden held.
Claus Frandsen er 175 cm høj, almindelig af bygning med mørkt hår med grå stænk og tilsvarende fuldskæg.
Politiet vil gerne høre fra eventuelle vidner i sagen.