I dag den 15. maj er den nationale sommerlukdag, og er du boligejer, er det værd at bruge fem minutter på at sætte varmeanlægget på sommerdrift. Det kan ifølge energikoncernen NRGi spare dig op til 5 procent på varmeregningen.
Men der er et trin, mange overser.
Husk at slukke for pumpen
Det er ikke nok at skrue ned for varmen. Cirkulationspumpen - den der sender varmt vand rundt til radiatorer og gulvvarme - skal også slukkes manuelt. Glemmer du det, kører pumpen videre hele sommeren, selvom den ikke laver noget nyttigt.
Det slider på pumpen og kan i værste fald betyde, at den går i stykker. En ny koster typisk mellem 5.000 og 10.000 kroner, oplyser NRGi.
- At lade pumpen køre, selvom varmen er slukket, er lidt som at lade bilen stå i tomgang hele sommeren. Det fører ikke kun til unødvendige omkostninger, men også til slid på pumpen, siger Bo Halm Andersen, energikonsulent i NRGi.
Dit varmeanlæg vil stadig producere varmt vand til bad og køkken - det er kun varmen til radiatorer og gulvvarme, der lukkes ned.
Den 15. maj er et godt pejlemærke, men det vigtigste er vejret. Ligger dagtemperaturerne regelmæssigt over 13-15 grader, og fryser det ikke om natten, er det typisk det rette tidspunkt. Er du i tvivl, kan du vente til juni - bare du husker at gøre det, siger NRGi.
Tre trin til sommerlukning
- Luk for varmeanlægget eller sæt det på sommerdrift.
- Sluk for cirkulationspumpen.
- Drej radiatorernes termostater fra lukket til åben og tilbage igen et par gange hen over sommeren - ellers kan ventilerne sætte sig fast og drille dig til efteråret.