Hans Redder, som alle kender som TV 2's politiske kommentator, og hans familie er i sorg.
I mandags mistede han pludselig sin søn Viggo, som bare blev fire år gammel.
Den lille dreng døde pludselig af et hjertestop.
Det er Hans Redder selv, som har delt den tragiske historie på sin profil på instagram, hvor han skriver således:
- I mandags gik Viggos hjerte i stå. I fire år har han været verdens sødeste, sjoveste, frækkeste, mest omsorgsfulde, kærlige lillebror og søn. Intet gør mig mere stolt end at være far til ham og Ellen. At jeg aldrig kan give ham krammere og kys igen ødelægger mig indeni, lyder det rørende opslag.
Hans Redders arbejdsplads, TV 2, bekræfter det tragiske dødsfald til flere medier:
- Jeg kan bekræfte, at Hans Redder og hans familie pludseligt har mistet deres 4-årige søn Viggo, der fik hjertestop i mandags. Alle tanker går til familien. Hverken Hans Redder eller TV 2 har yderligere kommentarer. Vi beder om ro til familien, siger TV 2's nyhedsdirektør Ulla Pors til Ekstra Bladet.
Hans Redder er gift med Emilie. Udover Viggo er de også forældre til Ellen, som er syv år.