I nat klokken halv tre blev tre mennesker vækket i et århusiansk bageri, ved at bygningen var i brand. De tre havde indrettet sovepladser i det nyåbnede bageri på Grimhøjvej i forstaden Brabrand.
Ud af bygningen flygtede en mand, som politiet efterlyser for brandstiftelse.
"Et vidne så ham løbe af sted," oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi, Mikael Larsen, til Newspaq.
Det var dog tilsyneladende en smertefuld fornøjelse at sætte ild til bageriet.
"Vidnet så, at gerningsmanden flåede sine handsker af med voldsom kraft i panik. For der var ild i hans hænder," siger vagtchefen.
Politiet efterlyser en mand på 170-175 centimeter i højden. Han er tynd, næsten spinkel af bygning, og var iført en mørk hættetrøje samt handsker. Men der har formentligt også være yderligere to eller tre gerningsmænd til stede ved brandattentatet, lyder det ifølge politiets oplysninger. Har du set noget i nat, så ring 114.
Bageriet har tidligere været udsat for ildspåsættelse.
Ingen af de tre sovende kom til skade ved branden.