Lørdag kom det i Jyllands-Posten frem, at væksten var dobbelt så høj under Helle Thorning-Schmidts regeringstid end hidtil antaget.
Og det er en virkelig stor fejl, mener politisk kommentator Hans Engell.
- Det er en skandale af monumentalt omfang. Det er en megabrøler, man har lavet, som kan have ændret meget, siger han til Ekstra Bladet.
Det er Danmarks Statistik, der har lavet fejlen, der består i, at den årlige vækst i bruttonationalproduktet, bnp, fra 2012 til 2015 har været opgjort fejlagtigt til 0,5 procent i gennemsnit. Men væksten lød i virkeligheden på 1,1 procent om året i snit. Fejlen kan have rokket ved valgresultatet i 2015, lød kritikken i går.
Om det er tilfældet vil Hans Engell ikke spå om.
- Ingen kan selvfølgelig sige, om valgresultatet var blevet anderledes. Men man kan sige, at hvis Thorning-regeringen havde fået de korrekte tal fra Danmarks Statistik, så havde de haft nogle frihedsgrader i den økonomiske politik, som de ikke mente, de havde. Man må bare sige, det havde givet Thorning-regeringen nogle andre muligheder i den økonomiske politik end det de fik, siger han til Ekstra Bladet.
Den politiske kommentator forstår ikke, hvorfor sagen ikke har vakt større ramaskrig på Christiansborg. Han understreger, at selvom det kan virke som en bagatel at skyde en halv procent forbi, så er det langt fra tilfældet.
- Det er ikke en bagatel. Det er en meget stor fejl. Det er alvorligt. Det må give politikerne en dårlig smag i munden. På samme måde som Skats milliardtab. At man ikke engang kan stole på Danmarks Statistik skaber troværdighedsproblemer omkring søjlerne i det politiske økonomiske system, siger Hans Engell til Ekstra Bladet.