Tidligere forsvars- og justitsminister Hans Engell forklarer i et interview med Berlingske, at han frygtede for sit liv, da en frisk badetur i Nordsjælland endte med at tage en uhyggelig drejning.
Den dramatiske hændelse foregik for 12 år siden, da Hans Engell var taget til feriebyen Smidstrup for at bade i havet med hustruen Pernille.
Det tidligere medlem af Folketinget var i vandet, da hans ventre ben blev fanget af noget slimet søgræs.
- Jeg forsøgte at få det væk med mit højre ben, men jo mere jeg prøvede, jo mere sad jeg fast. På et tidspunkt blev jeg virkelig bange. Jeg fik en følelse af, at jeg kunne drukne, siger Hans Engell til Berlingske.
Hustruen var oppe på land, men hastede tilbage i det våde element. Hun kunne dog ikke gøre ret meget for at hjælpe den 70-årige eks-minister. Han tænkte sig om, tog en dyb indånding og dykkede ned under havoverfladen, hvor der lykkedes ham at komme fri med hjælp fra hænderne.
- Bagefter sad vi ret længe på stenene for at komme os over chokket, siger Hans Engell, der sad i Folketinget for de Konservative fra 1984 til 2000.
I samme interview forklarer Hans Engell, at han tog otte kilo på, da han var forsvars- og justitsminister. Han kalder sin vægt for et "traume gennem 30 år" - og selvom han flere gange har haft succes med at smide nogle kilo, så er en stor madglæde årsag til, at vægttabene ikke forbliver varige.