Svenske Hans Eklund er med omgående virkning frataget ansvaret for Viborg FFs hold i landets næstbedste fodboldrække.
De seneste otte kampe har givet en mager høst på otte point, hvilket betegnes som den mest væsentlige årsag til, at tøjlerne nu gives videre til den tidligere målsluger Søren Frederiksen.
"De svigtende resultater på det seneste stemmer ikke overens med målsætningen om oprykning, og vi har derfor i tide ønsket at skabe en forandring. De resterende 11 kampe i Viasat Divisionen bliver en ekstrem hård udfordring i forhold til at indfri vores målsætning," lyder det i en officiel meddelelse på klubbens hjemmeside.
Søren Frederiksen vil i sit nye cheftrænerjob blive assisteret af Jan Østergaard og den tidligere målmand Stephen Lowe.
Viborg FF oplyser, at man forud for 2009/10 sæsonen vil evaluere den fremtidige trænerstruktur.