Som bebudet skrumper truppen i Brøndby, og den næste i rækken af spillere, der er på vej væk, er Hannes Sigurdsson. Det fortæller Hannes’ agent Jim Solbakken til B.T.
»Jeg har snakket med Hannes, og han har fået et signal fra Brøndby om, at han er kommet langt ned i rækken i Brøndby. Det kom som en overraskelse for ham, fordi han spillede næsten alle kampe under Meulensteen,« siger Sigurdssons agent, Jim Solbakken.
Dermed bliver Hannes Sigurdsson den tredje spiller, der får sparket af den nye træner Tom Køhlert. Tidligere er Joseph Elanga sat til salg og Asbjørn Sennels har fået at vide, at han ikke indgår i trænerens planer.
Ifølge Jim Solbakken har en hollandsk klub og en superligaklub vist interesse for Hannes Sigurdsson, og de har nu indtil onsdag til at få en aftale på plads, inden transfervinduet lukker.
Hannes Sigurdsson har indtil videre spillet i Brøndby i et halvt år, hvor det er blevet til 14 kampe.